Romeo og Julie

Vi kender jo historien til hudløshed: De stridende familier Montague og Capulet og kærlighedshistorien om familiernes børn, der forelsker sig og dør. Men det er lang tid siden jeg har set den i en så intens forestilling, som i Elisa Kragerups iscenesættelse i Skuespilhuset.

Der er ikke tale om et udstyrsstykke med flere overdådige kulisser, men om en simpel, der er formet som sofa eller lænestol, hvor de medvirkende løber op og holder fast og falder ned igen. Det er altså¨skuespillet, der er det helt centrale, nærmest som på Shakespeares egen tid. 

Og skuespillet er sublimt. Thomas Hwan er højtflyvende som Romeo og Danica Curcic Jule skolepige (Julie er bare 13 år) smuk og handlekraftig i både kærlighed og død. Jeg kunne nævne resten af de medvirkende, men ingen nævnt ingen glemt. 

På vej hjem fra teatret gik jeg forbi Den Franske Ambassade og stod et øjeblik ved lysene, blomsterne og hilsnerne efter terrorangrebet på Charlie Heblo og tænkte over, hvor kort vi egentlig er kommet fra 1400-tallets Verona. kærligheden kommer alt for ofre til kort overfor had og ære.

Romeo og Julie, Drt Kgl. Teater, Skuespilhuset Store Scene. Til 13. januar 2015, men med repremiere i oktober 2015. Foto: Natascha Thiara Rydvald/Det Kgl. Teater

Javel, hr. minister

For mere end 10 år siden fordanskede Flemming Jensen den britiske succes Spindoctor på Nørrebros Teater om en statsminister i kløerne på en spindoctor. Nu har Flemming Jensen fordansket den tilsvarende britiske teatersucces Yes, Prime Minister, der er baseret på BBC-klassikerne Ydes, Minister og Yes, Prime Minister. Vi kender derfor rammerne: Statsministeren (Flemming Jensen), Departementschefen (Jacob Morild) og ministersekretæren (Gordon Kennedy). 

Vi er på Marienborg og for modernitetens skyld er der også en særlig rådgiver (Özlem Saglamark). En konference i Bella Centeret er ved at løbe af sporet og det hele kan lykkedes, hvis EU lige kan låne 10 billioner euro af en stat, med en udenrigsminister med særlige ønsker, der fremføres af en ambassadør (Donald Andersen). Det er sat på spidsen og en lille smule rodet, men hvad gør det så længe vi griner? Statsministeren har Lars Løkkes statur og ambition om at blive til noget stor og få EU-konferencen til at lykkedes. 

Jeg forstår bare ikke hvorfor vi skal have den britiske grundfortælling med? Det kunne være lige så godt, hvis Flemming Jensen havde skrevet den i en ren dansk fortælling. At departementschefen har gået på Århus Universitet sammen med ambassadøren fra en centralasiatisk stat er lige søgt nok. Det er underholdende men ikke farligt.

Javel, hr. minister, Folketeatret til 3. maj 2014.

Dæmoner

Det er sjældent jeg sidder på første række og det er derfor altid en oplevelse, at komme helt tæt på og i Dæmoner betyder det, at oplevelsen af stykket er blevet siddende endnu længere end ellers.

Vi er hos et succesrigt ægtepar (Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen) i trediverne uden børn, men med tjek på karriereren og designermøblerne, men med livet og kærligheden går det mindre godt - de klarer sig med perfide bemærkninger og verbal kastration. Mandens mor er lige død og er med som aske i en krukke. Ægteparret inviterer det lidt yngre par (Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen) nedenunder op til drinks og hygge.

Hyggeligt bliver det på ingen måde i den svenske dramatiker Lars Norens gennembrud Dæmoner. Parret nedefra bliver nådesløst hvirvlet ind i parternes sylespidse bemærkninger og misbruges i kampen og får selv ødelagt sit forhold. Vi er i samme boldgade som i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Wolff?, men langt værre og meget længere inde i sindet. Når manden taler om designerstolen til 55.000, så klæder kvinden sig nøgen (jep. Anette Støvelbæk helt uden tøj!) eller ifører sig sin brudekjole. 

Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen er skræmmende gode og efterlader Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen som statister, men de er jo heller ikke dæmonerne i forestillingen.

Men jeg bliver nødt til at komme med bare et lille øf: Hvordan kan Østre Gasværk kræve kr. 30 for et program på i 16 sider, hvor det eneste indhold er forestillingens foto og én side omkring Lars Norén.

Lars Norén: Dæmoner. Østre Gasværk. Scenografi: Rikke Juellund. Iscenesættelse: Karen-Lise Mynster. Til den 26. maj 2012.

LEGO Architecture

I julegave fik jeg af mine forældre, noget som de ikke har givet mig de sidste 20 år: LEGO. Men ikke hvilket som helst LEGO, men en æske fra LEGO Architecture, med brikker til at bygge Farnsworth House, et modernistisk mesterværk af Ludwig Mies van der Rohe og opført i 1951.

Serien LEGO Architecture indeholder også en lang række andre forskellige bygningsværker fra Burj Khalifa til Det Hvide Hus og man har samtidig mulighed for at stemme på, hvad der næste gang skal bygges i LEGO.

Jeg tror ikke det er sidste gang jeg ønsker mig LEGO, eller besøger LEGO-butikken på Strøget.


Kilde: LEGO.

DETOUR DK

Selvom jeg ikke selv har kørekort, så kan en biltur være en god måde at bringe sig rundt på en rejse. I 2008 drog jeg tværs over USA fra Washington D.C. til Denver og i 2010 rejse vi rundt i Californien og omliggende stater, herunder den fantastiske Highway 1, som vi kørte ad mellem San Francisco og Los Angeles og hvor dette billede er fra:

Dette kom jeg til at tænke på, da jeg i søndags besøgte Dansk Arkitektur Center og udstillingen DETOUR DK. Udstillingen handler om det norske projekt Nationale Turistveger, hvor 18 udvalgte strækninger anvendes til at skabe nye turistoplevelser langs vejene og samtidig sikre mere moderne faciliteter langs vejene. 

Projektet startede i 2005 og de sidste strækninger er færdige i 2020. Der er altså ikke tale om store nye investeringer, men om at anvende eksisterende midler på en mere kvalitativ måde. Oprindeligt søgte 50 projekter om støtte, men gennem en proces med kvalitetsråd, bestående af bl.a. med repræsentanter for organisationer, og et rådgivende udvalg med arkitekter og billedkunstnere, nåede man ned på de 18 strækninger. projekterne er både enkelte rastepladser til store monumenter for ofrene for hekseprocesserne af Louise Bourgeois.

Det kunne godt være, at det næste roadtrip skulle gå til Norge.

Selve udstillingens indhold er dog lidt skuffende. Den består mest af store fotos af nogle få af projekterne og af en video om Louise Bourgeois kunst.

DETOUR DK. Dansk Arkitekturcenter. Til 18. december 2011. Kilde: Nationale Turistveger.

Anna Karenina

Hvordan tager man en roman på næsten 1000 sider med et utal af personer og historier og koger det ned til to og en halv times teater? Og særligt en roman, som mange taler om, men meget færre overhovedet har læst (herunder undertegnede)? Det forsøger den tyske dramatiker Armin Petras sig med i sin version, der er frit efter,  Leo Tolstojs  roman Anna Karenina.

Scenen er sat i en nedslidt balsal med tre kvinder og fire mænd, der forsøger sig med kærligheden: Anna (Stine Stengade) er gift med ministeren Karenin (Jens Jacob Tychsen), men forelsker sig i Vronskij (Carsten Bjørnlund) under et  besøg hos Annas bror, Stefan (Mads M. Nielsen) og dennes bedragnes hustru Dasja (Laura Bro). Kitty (Karin Berg Heinemeier), der er søster til Dasja, er forelsket i Vronskij, men ender med at blive gift med Ljorvin (Rasmus Hammerich).

Balsalen kan være både skøjtebane og banegård og undervejs taler personerne til os i tredje person i monologer. Det lyder en smule hektisk, men det fungerer faktisk. Men alligevel går man hjem med en fornemmelse af ikke rigtig at være overbevidst om noget som helst. På en eller måde kommer kvinderne og kærligheden ikke under huden på os. Den eneste der rent faktisk giver os noget med hjem er mændene: Karenin og den grimme Ljorvin giver deres personer en dybde og dermed os andre nogle følelser.

Betty Nansen Teatret. Til 30. oktober 2011. Foto: Ulrik Jantzen / Stine Stengade

Stellings Hus

Midt i København på hjørnet af Gammel Torv og Skindergade ligger et fint, moderne byhus. Der er ikke tale om et hvilket som helt byhus, men et hus tegnet af Arne Jacobsen og opført i årene 1934 - 37 og i øvrigt fredet.

Nu kunne man forestille sig, at ejeren og lejerne i ejendommen ville passe godt på huset eller at kommunen ville kræve, at husets værdier respekteres, men nej: Totredjedele af de store stuevinduer er nu dækket af grimme reklametekster i flere forskellige farver. Indenfor er der monteret gyselige lamper, der kunne være fundet på et loppemarked og en række definerbare planter.

Hvordan kan man få lov til - eller få sig selv til - at gøre sådan noget?